Mad!

For tiden har jeg de underligste madlyster – og da min appetit ikke er specielt stor, og kiloene stadig “rasler” af, så forsøger jeg at opfylde selv de mest mærkværdige madlyster;o)

Igår spiste jeg bagt kartoffel – ikke specielt underligt mad, men det var super lækkert og lige hvad jeg havde lyst til:-)

En anden trang jeg har er leverpostej med bacon (og jeg spiser meget, meget sjældent leverpostej – men åhh hvor det lokker!).

Og så er der selvfølgelig tzatziki – men det kan jeg bare aaaltid spise;o)

Og så er der selvfølgelig Guld sardel på rugbrød – mums!
Tomater og mozzarela i rå mængder, ost, grønne asparges og alt muligt andet mærkeligt – og aller helst i en stor blanding ;o)

Det lyserøde træ

Lige ved siden af vores terrasse står dette træ – det lyserøde træ, som jeg er den eneste, i familien, der knus-elsker.

Ilt!

Engang før Jul bemærkede jeg første gang at jeg følte mig voldsomt svimmel når jeg eks. rejste mig (for hurtigt?) op, eller når jeg havde gået et par meter.
Jeg lagde ikke alverden i det og tilskrev det vejret, hosten, trætheden og alt muligt andet der lige syntes at passe på det;o)
- og sådan udsatte jeg (også) det.

Henover de sidste måneder har jeg været inde i en rigtig dårlig periode (igen), og det har blandt andet resulteret i et pulsoximeter som jeg, periodisk, har brugt den sidste tid.

Resultatet af de målinger er svingende, og afhænger fuldstændigt af hvad jeg laver, hvornår jeg sidst bevægede mig, om jeg hoster osv.

På det første billede, har jeg netop siddet og læst, og det her er cirka hvad jeg ligger på når jeg holder mig helt i ro (89% – 92 %).

Og så rejste jeg mig op, for at hente noget på bordet – og tja, det er cirka sådan den ser ud hver gang jeg bevæger mig meget mere end to skridt, heldigvis retter den sig relativt hurtigt til lige omkring de 90 %.


I dag faldt den noget mere end det sædvanlige (det er sket et par gange hvor jeg har haft måleren indenfor rækkevidde – og et par gange hvor jeg tror det er sket), hvilket jeg med alt tydelighed kunne mærke da jeg blev enormt svimmel og efterfølgende er det bare den mest ulidelige træthed der rammer mig.

Efter jeg fik sat mig ned og kom igang med de seriøse vejrtrækninger, var den på vej op igen i løbet af en lille halv time.

Jeg er lidt usikker på de her målinger, for det første fordi jeg ikke er læge og så fordi jeg er i tvivl om fejlmargenen (ifølge producenten er der en fejlmargen på 2 % i stadiet 70 % – 100 % Sp02).

Uanset hvad, så tænker jeg det er på tide at ringe til lægen (igen) og høre hvordan jeg skal forholde mig til det…

Igår hentede jeg min søn i København, til en omgang bededagsferie:-). Jeg var godt brugt da vi kom hjem, men alligevel hoppede han og jeg med ham jeg elsker på farten lidt senere.
Turen gik til Kerteminde, og det var rigtig fint – et par is blev spist, og så returnede vi hjem igen da det planlagte var ordnet.

Varme hveder fik vi ingen af, igår, men her til morgen var vi tidligt oppe og spise hveder sammen med de to medarbejdere i det lille Verdensfirma:-)
Det er ganske hyggeligt, og en fin måde børnene lige kan se dem an på – for de vil uden tvivl komme til at møde dem – igen og igen:-)

Jeg syntes godt nok jeg var meget, meget træt da jeg stod op – men lagde ikke mere i det, lige der, end at jeg har været meget ude og rundt omkring de sidste par dage.
Efter det arbejdende folk var taget afsted ved ni tiden, kunne jeg godt mærke der var noget “galt” – og ganske rigtigt!
En måling af min temperatur forklarede “problemet” – 39,4 !
Et par piller blev slugt i håbet om at sænke temperaturen i en fart – og ganske hurtigt blev arving og jeg enige om at film og dyner på sofaen var en helt fin ide – jeg fik snigsovet små tre timer, og har det en smule bedre nu, men resten af dagen bliver i slowmotion – og så er jeg glad for at ham jeg elsker er hjemme i morgen, for ellers kunne det blive en rigtig, rigtig lang og kedelig weekend for min søn;o)

Tarup Strand

Igår, sådan aller sidst på eftermiddagen, returnerede det arbejdende folk fra det lille Verdensfirma og så gik turen ellers til Tarup Strand hvor endnu en kundes have ventede – jeg fandt det lille kamera frem og fik taget et par helt hæderlige fotos (hvis jeg selv skal sige det – og det skal jeg;o)) af dem der knoklede.
Så mon ikke der snart bliver opdateret på hjemmesiden og bloggen?
- jeg tror det!

Der er helt fantastisk derude, og efter mere end fire timers eftermiddagslur – hvor der blev sovet igennem, var det dejligt med et lille afbræk til et af Fyns skønne steder:-)

Efterfølgende kørte vi til Kerteminde, som er en virkelig hyggelig by, for at se på endnu en have – og så blev vi sultne og endte med at spise de skønneste pizzaer hos Zilan´s pizza, som laver de skønneste stenovns bagte pizzaer:-)

Er du på de kanter, så kan det absolut anbefales!

Æg

Her stilhed, og det har der såmænd været siden jeg stod op, for ham jeg elsker var taget af sted på dagens arbejde (sammen med de to nyansatte veteraner:-)).
Jeg orkede ganske enkelt ikke at stå op, dengang dagen kaldte på resten af huset, så jeg sov videre.

Nu har jeg fået en voldsom trang til blødkogte æg og grønne asparges - så det vil jeg lave, inden det er tid for en middagslur af de lange;o)

Mad!

For lidt tid siden var jeg alene hjemme (det er jeg ret ofte, da ham jeg elsker arbejder som en gal i det lille Verdensfirma – som i øvrigt har fået to nye medarbejdere pr. dags dato:-)), og så måtte jeg finde på noget ganske let at spise.

Det var let – og dejligt:-)
Rester fra nogle spareribs, grønne asparges som jeg elsker (som den eneste her i huset – så oplagt til alene-hjemme-dage), agurk og tomater af forskellige sorter.
Det var et skønt måltid – og kunne jeg leve af den slags (+humus, tapas, tapanade, tzatiki mv.) så gjorde jeg det glad og gerne :-)


Optimalt set, burde jeg nok have skiftet tomater og agurker ud med noget som kunne fede mig op – men det er bare slet, slet ikke den slags mad der trækker i mig for tiden. Overhovedet!

Min vægt er stadig for nedadgående – men forhåbentlig ændrer det sig når det bliver bedre vejr, sådan at jeg skal spise masser af is og danske jordbær med fløde :-)

Jeg har haft en lang periode, hvor mad gav mig kvalme indtil engang sidst på dagen – hvilket er ret upraktisk, da jeg på det tidspunkt er så træt jeg ikke rigtigt orker at spise – men nu tror jeg det er ved at vende igen, for jeg får mere og mere lyst til eks. et blødkogt æg til “morgenmad” (altså det som er middag for andre;o)) og det er fantastisk:-)