Den sidste tid, har været i overkanten af hvad jeg magter. Her har været et rend af mennesker – alt fra håndværkere til journalister. Det er sådan set godt nok, for nu kan vi igen varme op oven på, og journalisterne skal gerne være en del af det projekt, der sørger for at ham jeg elsker leverer mad på bordet – til os selv og til en flok veteraner, der i den grad har brug for det.
Men nu er jeg træt og udkørt. Hvilket med alt tydelighed kommer til udtryk – både igennem tårer og frustrationer. Det er bitte små ting der vælter min Verden.
Jeg er slet ikke frisk endnu, og opstarten af det nye medicin giver også sine udfordringer – kombinationen er minus overskud og energi.
Den anden dag faldt dråben, der fyldte det berømte bæger så det løb over, jeg kunne ikke lige gå hvor hen jeg ville da min luft forsvandt som dug for solen – og jeg græd og blev opgivende.
Når jeg ender i sådan en situation, så er jeg sikker på jeg kun er en belastning for dem omkring mig, at jeg kun udholdes på grund af samvittighed og at jeg slet ikke er noget man frivilligt vælger til.
Med min fornuft, ved jeg godt det ikke er sådan det hænger sammen – men når jeg først er nået derud på min nedtur, så er vejen tilbage til fornuften svær.
Den sidste lille uges tid, er overlevet på alt for stærke smertestillende, alt for meget prednisolon og alt for meget søvn. Jeg har sovet i omegnen af 15-18 timer i døgnet de sidste fire dage – og jeg er stadig klar til at sove meget, meget mere.
Der er så mange ting, som jeg egentligt gerne ville skrive om – blandt andet, hvad der er kommet ud af turen i Aftenshowet og tv-avisen, og så ville jeg unægtelig gerne skrive noget mere om alle de omvæltninger der er på vej. Jeg ville gerne skrive en lille notits om, at jeg syntes der dør alt, alt for mange mennesker på ventelisterne, skrive om den fattigdom visse dele af danskerne påstår der er i Danmark. Jeg ville gerne indhente alle de papirer og opgaver, som er lagt i bunkerne ”til en dag med overskud” – den dag lader vente på sig!
Jeg må kapitulere og igen se i øjnene at overskud ikke findes lige nu, at dagene er blevet langtfra lettere og mere medgørlige. At vejrtrækningen gradvis forværres, og ind imellem i ryk som kan slå mig helt ud af kurs. Se i øjnene at denne vinter – med regn og alt for meget fugt – har slået mit immunforsvar helt ned, og at kombinationen med Myfortic ikke gør det bedre…
Vi har arvingerne i denne weekend, og allerede ved 20:30 tiden i aftes måtte jeg se mig slået hjem – og så gik jeg i seng. Hvilket alle andre end jeg tog ganske pænt;-)
I dag skal der vidst hygges – på sofaen, for mit vedkommende.
Den kommende uge, bliver en del bedre – for mig – for jeg har ganske enkelt meldt mig ud af alt der kræver mere end højest nødvendigt.
Indtil videre, så kører jeg på ualmindeligt lavt blus (okay, det troede jeg så at jeg allerede gjorde…).
