Min krop er presset for tiden, hvilket med alt tydelighed mærkes. Energien er i bund, og svinger utrolig meget, og ikke mindst hurtigt – jeg kan gå fra at være okay frisk, til at være helt udmattet på få sekunder. Jeg kan stå op om morgenen, og tage tøj på – og så er jeg helt ødelagt bagefter. Det er (åbenbart) blevet hårdt at tage tøj på!
Sådan er det, efterhånden, blevet med mange ting, som jeg før blot gjorde uden at tænke videre over det. Det er nu blevet kæmpe udfordringer, og noget jeg skal planlægge mig ud af – for at energien rækker, bare lidt længere. At tømme opvaskemaskinen eller vaskemaskinen, er næsten lige så hårdt som dengang jeg løb både 10 og 20 km af gangen. Så nu er min motion mest konverteret til helt almindelige dagligdags ting – lige med undtagelse af turen ud til postkassen, som jeg til stadighed holder stædigt fast i. Når vejret ellers er til det (og når ikke jeg lokker en arving eller to, til at tage turen for mig).
Det er underligt som livet har taget denne drejning, og mærkværdigt som det især kan mærkes lige for tiden, hvor min krop arbejder på højtryk for at få det bedre. Jeg er nød til at spise, også selvom min madlede stadig hersker mere end min madglæde, så jeg spiser mange gange om dagen – bitte små portioner, som skal forsøge at holde min krop på energimæssig ret køl.
At kroppen er presset, kan også mærkes på andre måder end med energien. Jeg skraber alt til mig, det være sig forkølelser, feber, maveonder og hvad der ellers dukker op med jævne mellemrum i danske børnefamilier. De sidste måneder er jeg aldrig nået at blive helt rask, eller komme mig bare nogenlunde, før end noget nyt har taget ophold i min krop. Feber afløses af feber.
Jeg fryser, og her fyres som boede vi i det koldeste land der findes. De andre render rundt i bare arme – og børnene også gerne uden strømper og alt for meget andet tøj. Jeg har flere par sokker på, store sweatere og uldne strømpebukser under de andre bukser.
Sofaen er blevet mit nye ”hjem” – for den er lige ved siden af brændeovnen, og så er der store vinduer så jeg kan se ud i haven og ned i skoven bagved. Det hjælper alt sammen – om ikke andet, så på humøret.
Somme tider har jeg brug for, at sætte tingende lidt i perspektiv sådan at det hele ikke bliver sort-sort. Men det er svært for tiden, at finde selv de små lyspunkter – og huske dem!
Men lyspunkterne er der, selvom de gemmer sig godt for tiden.
Forhåbentlig bliver det snart bedre, og om ikke andet så kan jeg glæde mig over at det sidste fald i min lungefunktion ”kun” er på yderligere 3 % på knapt 2 måneder – hvilket er ret godt, sådan alt taget i betragtning.
Det er de små ting der tæller!
