Tanker

Det var en hårdere omgang hos lægen end jeg havde regnet med. Eller, jeg vidste jo godt at emnet førtidspension ville komme op – det var nødvendigt – men jeg havde ikke forventet at jeg (stadig) ville reagere så kraftigt på det som jeg gjorde.
Det er så ubeskriveligt hårdt at erkende, at jeg ikke længere kan alt det jeg gerne vil. Der er ingen konvergens mellem min hjerne og min krop – min hjerne tror den kan Alt det samme som tidligere, og min krop, tja den er som en 90 årings.

Så når jeg sidder nede på jobcentret og taler med socialrådgiveren, og hun fortæller mig at jeg jo ikke ser syg ud – så får jeg dårlig samvittighed over at jeg ikke magter en helt masse, og i ren frustration ender jeg bare med at sige ”ja ja – det kan jeg vel godt”, og når så det kommer til stykket ”knækker jeg nakken” på forsøget, for jeg KAN ikke det samme mere.
Eller også ender jeg med at sige til socialrådgiveren, at hun kan kontakte min læge og få ham til at svare – for han ved det samme (lidt) som mig om prognoserne. Og så opføre hun sig som om, det bare er fordi jeg ikke vil. Og så starter den dårlige samvittighed forfra. Dårlig samvittighed over at jeg er syg – og at jeg ikke kan gøre noget ved det, at jeg ikke kan svare på om jeg bliver rask, at jeg ikke ved om jeg får det bedre eller værre. Dårlig samvittighed over at jeg ikke ser specielt syg ud, tanker om hvorvidt jeg nu også er så syg som jeg føler mig – det er skruen uden ende.

Men skruen har en ende, og den ende bliver fundet hos mine dygtige læger.

Min helt fantastiske læge er ualmindeligt dygtig til at sige tingende som de er – tingende bliver ikke pakket ind, der bliver ikke lagt fingre imellem – det er råt for usødet. Det var det også i dag.
Han fortalte mig at han havde skrevet til socialrådgiveren, at hun skulle lade mig være i fred – at det ville tage måneder, før nogen – måske – ville vide lidt mere om fremtiden end nu. At jeg er mere syg end jeg ser ud til at være, at det ikke er opdigtning og arbejdsskyhed der gør at jeg sover i mange, mange timer i døgnet – at jeg er træt og udkørt, puster og stønner og ikke kan bevæge mig videre langt omkring.

Jeg blev så lettet, for så kan det jo ikke bare være mig. Det er så vanvittigt – at jeg har dårlig samvittighed over en sygdom, jeg ikke kan gøre noget ved, at jeg kommer til at tvivle på mine egne fornemmelser – fordi det mistænkeliggøres hvorvidt jeg er syg eller ej, udelukkende fordi jeg ikke Ser syg ud.

Vi talte lidt videre, lægen og jeg, og han syntes førtidspensionen er løsningen – jeg forsøger stadig at overbevise mig selv om det fornuftige i det. Om ikke andet vil det give mig noget ro – i forhold til sociale myndigheder, der igen og igen betvivler det fagfolk udtaler.
Og når jeg (forhåbentlig) får det bedre, så kan den sættes i bero.

Vi talte også om depressionsmedicinen, og jeg lavede et nyt skema over det – jeg er ikke længere det man kalder svært deprimeret, han rettede det til moderat. Underlig tanke, for jeg har det på sin vis okay – jeg kan bedre kontrollere de negative tanker, stoppe dem før jeg bliver helt ”sort”.
Jeg er blevet sat op i dosis, og så skulle jeg gerne ende ud med at være i almindeligt normalt humør – det vil jeg glæde mig til.