Tanker

Den anden dag flød bægeret over – for alvor!
Mange ord tog hinanden, mange handlinger blev gjort – jeg ville ønske alt var ugjort. Jeg gav op, jeg kastede håndklædet i ringen – jeg opgav mit parforhold. Ikke kun jeg havde tanken om ”nok er nok”, også ham jeg elsker så umådeligt højt, havde gjort sig tanken.
Vi har drøftet det tidligere, af flere omgange.

Ressourcerne er opsluppet, for os begge – og kunne man lave overtræk på den slags, så var det gjort for længe siden.  Vi er tyndslidte, og hænger begge i en tynd tråd – den tråd der kaldes overlevelsesinstinkt.
Det er der vi er nu.

Men vi er også et andet sted, et sted hvor vi er hudløst ærlige omkring hvordan vi har det – også selvom det gør så ubegribeligt ondt at høre og dele.
Det bliver aldrig let at høre fra den man elsker, at man ikke er til at holde ud, at man er irrationel og paranoid – og slet ikke, når ikke man selv kan se det (hele tiden).
Det er ubeskriveligt så ondt det gør, i mit hjerte, når ham jeg elsker fortæller mig at han intet har sagt om hvordan han selv har det – for at skåne mig. Ubeskriveligt hvordan det føles, når det går op for en at man har været så opslugt af egne problemer – at den andens blev usynlige.

Vi har talt om den sidste tid, vi har talt om årene der er gået, om glæderne og om sorgerne – og vi er næppe færdige med at tale ud. Vi overvejer for og imod. Vi overvejer en re-definition af vores parforhold, for det er svært at sige stop – når det ikke er kærligheden der er borte.