Mon ikke, at uanset hvordan vi vender og drejer det
– så har medaljen altid både en forside og bagside?
… Sådan er det her, om ikke andet…
Jeg er i forhold, bosiddende med Manden jeg elsker og ærer, holder af og holder med.
- alligevel, kan jeg godt ind imellem tage mig selv i at tænke ”hvis jeg dog bare var alene!”.
Ikke fordi jeg har et reelt ønske om at være alene, men fordi min dårlige samvittighed nager rigtig meget, og ganske ofte.
Den nager når jeg ikke har overskud til helt almindelige dagligdags ting.
Samvittigheden nager når energien – atter engang – er borte.
Den nager over, at jeg, som 30 åring, ikke længere er i stand til at være en del af familieforsørgelsen, at huslige opgaver er lagt over på hans skuldre + at han skal passe fuldtidsarbejde – alt imens jeg sover dagene væk, surfer lidt på nettet, læser nyheder, læser en bog og forsøger at bevæge mig mest muligt for i det mindste at lave ”noget” i løbet af en dag, alt imens jeg isolere mig mere og mere, efterhånden som venner forsvinder (forståeligt – et eller andet sted! – for hvordan forholder man sig til syge mennesker, når man er i starten af livet – midt i karriere, børn og hvad ved jeg…)
Dårlig samvittighed over alt det ”lort” han ligger øren til – mit brok over prednisolon der driller med bivirkninger, mit brok over faldende lungefunktion, mit manglende engagement i hans, mit, vores (og andres!) liv, min – til tider meget – egocentrerede verden, mit brok over alt for mange små og store ting.
Dårlig samvittighed over, alt den frihed jeg fratager ham – og vores børn – ved ikke at kunne alt det jeg gerne ville.
Dårlig samvittighed over at mit humør er yderst svingende, det er hårdt at opdage alt det man ikke kan længere, det er hårdt at se i øjnene at den sygdom som jeg oprindeligt fik at vide ville forsvinde igen – ikke har tænkt sig at gøre det!
Så jo, ind imellem misunder jeg singlerne deres tilværelse…
Men…
Det er kun lige indtil jeg får åndenød, er syg og svimmel og knapt kan komme fra den ene ende af huset til den anden og angsten indfinder sig for at falde omkuld
– så glædes jeg så inderligt over at han er der, at han passer på mig og sørger for at tale min angst til ro igen.
[...] jeg læser tilbage, så opdager jeg også at min dårlige samvittighed har fulgt mig ganske længe, efterhånden. At ham jeg elsker, udholder langt mere end jeg kan [...]